Mit liv med fødselsdepression og stress
For 5 år siden var jeg lykkelig. Virkelig lykkelig. Jeg var gift med manden i mit liv og sammen havde vi jordens bedste dreng.
Tiden gik, jeg manglede ikke meget på min læreruddannelse og derfor fik vi dreng nummer to. Hold kæft det var hårdt og min verden faldt sammen uden jeg opdagede det. Min mand ville læse videre, så 14 dage efter jeg havde født, skulle der skrives eksamener, bachelor, ansøgninger samtidig med jeg havde begge mine børn hjemme. Fordi jeg er jo supermor.
Jeg forsvandt. Dag for dag forsvandt jeg. Jeg blev ked af det. Sur. Indelukket
Alt var ligegyldigt.
Velkommen fødselsdepression.
Men jeg halsede efter livet. Fik skrevet eksamensoplæg, bachelor, ansøgninger og på mirakuløst vis kunne jeg kalde mig lærer på et drømmejob og stå med mit bevis i hånden. Stadig med store, indre smerter.
Min lykke forsvandt stille og rolig og tilbage var et liv med kaos. Et liv med råben dagligt. Et liv, man proppede med alle mulige ting, fordi det måtte da gøre en lykkelig. Et liv med børn, der lidt efter lidt fik samme blik i øjet som en selv. Et liv med dårlig samvittighed. Fordi udenpå troede alle, mit liv var fedt. Mange kunne jo se, jeg havde det gode job, var godt gift og mine drenge var fantastiske. Hold kæft man er god til at lyve, hva?
Jeg kunne lyve i et år mere - dog blev råb, skrig og gråd dagligdag for både mand og børn. Og til sidst også for kollegaer - og endda også elever en enkelt gang. Men en dag i september brast det hele sammen og jeg kunne ikke spille mere. Kom i råberi med en kollega og jeg er stadig den dag i dag meget forvirret omkring hvordan og hvorledes. Jeg kan faktisk ikke huske så meget fra mit liv andet end følelsen af at være indelukket. Jeg var spærret inde i mig selv og uanset hvor meget jeg råbte, så var det en anden, der havde overtaget min krop - og hvorfor var det ingen så det?
Mit andet år som lærer gik. Skrigeriet blev erstattet med daglig gråd. Min mindste søn reagerede ved at ignorere. Leve inde i sig selv. Jeg overlevede reaktionen ved at være sikke på, han var syg. Han måtte have autistiske træk. Sikke en gang mundlort. Hvad man ikke bilder sig selv ind, for at overleve.
Endelig vender lykken. 2 streger på en test - lykken brister da en SA sker 8 uger senere. Jeg halser stadig efter, for at følge med livet uden at ødelægge for meget. For meget af mine kære - for meget af mig selv.
Lykken vender igen, og 15. marts 2014 går jeg på barsel, velvidende at jeg er i stykker. Jeg skal heles og har følelsen af, jeg skal tilgives af mine børn. Familien skal samles.
Men nu har jeg ro. Stilhed før stormen.
Magda kommer til verden i midten af maj. En lykkens dag. Familien er komplet. Men jeg græder stadig. Jeg har fået det bedre, men jeg heler ikke. Jeg tillader ikke mig selv at tilgive mig selv. Jeg ser frem til en barsel, hvor jeg kan samle familien igen. Forhåbentlig blive hel igen.
Nu kommer reaktionen fra den store dreng. Ingen lyst til skole, kaster op. Øv en oplevelse at sidde med, når skolestart nu skulle være noget fantastisk - en glæde. Jeg sidder igen med tanken om, at jeg har ødelagt mine børn. Fødselsdepression fra helvede - fuck af med dig! Jeg holder min dreng hjemme et år mere. For at give ham ro.
Beslutningen giver mig ro i maven. Giver mig fred. Glæde over at kunne få det liv tilbage, som jeg havde for 5 år siden. Give ham den gamle mor tilbage.
Og lidt efter lidt bliver livet fedt igen. Jeg smiler - af lykkelige stunder. Men min samvittighed nager mig stadig - fordi min mindste søn reagerer stadig. Konsekvensen er, han undersøges for autisme. Jeg sætter alt igang. Ikke en eneste gang endnu tænker jeg over, at dette kunne være min skyld. At han måske har følt et svigt over hvor skidt jeg har haft det. Kom igen Sofie. Kig nu indad.
September begynder og nu er det 2 år siden jeg virkelig fik en hverdag med konstant gråd. Det går op for mig, at min søn måske aldrig helt har oplevet en glad mor. En mor med overskud. Jeg spiller godt skuespil - men lige pludselig går det op for mig, at man ikke kan spille lykkelig overfor folk, der kender en, og selvom han kun er et barn, så kender han mig. Han har levet i mig og han ved, hvornår jeg er nærværende. Det er jeg ikke nu.
Jeg tager konsekvensen. Gør undersøgelserne færdig - for hans skyld, fordi hvis reaktionen har sat sig i ham, har jeg brug for redskaber. Men han er en sund dreng. En autisme-fri dreng. Han er bare en dreng, som savner. En dreng, der har så stort et savn til sin mor, at han har trukket sig fra mig. Slet ikke har villet have samhørighed med mig. Det gør ondt. Men det skal reddes.
Jeg trækker ham ud af børnehaven. Jeg har det bedre. Siden Magda er kommet til verden har min hjerne fået lov til at reflektere over de sidste fem år af mit liv. Har givet anledning til en masse samtaler ved lægen omkring min uopdagede reaktion. 5 år har denne reaktion taget af mit liv - men nu smiler jeg. Min dreng bliver mere og mere glad for tanken om skole. Min mindste søn krammer mig dagligt og fortæller mig ofte, hvor meget han elsker mig. Nu kysser ham min mund og ikke mit knæ. Nu har han øjenkontakt med mig. Nu har jeg børn, der leger sammen og ikke skændtes. Jo - men så er det om hvis skylanders der er hvis.
Jeg har fået mit liv tilbage. Jeg har lært en masse om mig selv. Om mine grænser. Om mine reflektioner til handlinger, jeg ikke tackler på en givende måde. Jeg har lært, hvornår stressen kommer snigende - og vigtigst af alt, hvad jeg gør for at ændre det positivt. Jeg har lært, hvad der er vigtigt:
Lykke kommer ikke af ting, du propper i dit liv. Det kommer indefra. Det kommer fra mennesker, der elsker dig og holder fast i dag. Lykken kommer, når du tager de beslutninger, som gør dig glad.
Jeg skriver dette, fordi det godt kan virke som om, jeg er en pige fuld af undskyldninger. Det er jeg ikke. Men jeg er en pige, som ikke har været sig selv. Som har brugt energien forkert.
Så en opfordring skal lyde til dig, der læser. I stedet for at proppe dit liv med ting. Så fyld det med mennesker og oplevelser med dem. Brug tiden på kærlighed og venskaber. Og sidder du og "smiler", så er det ikke for sent at redde forhold til de mennesker, du holder af og som virkelig holder af dig. De kæmper for dig, selvom du tror, det er for sent.
Jeg har aldrig haft det bedre - seriøst. Mine børn har aldrig haft det bedre og meget af dette kan jeg takke min mand for. Tak, Stefan. Tak Aron, Hubert og Magda. Mit liv.
Nærvær = VÆR NÆR!
Tak fordi du læste med.
Vil slutte af med billeder, vi valgte at tage, for at fejre, vi har det godt!
Tiden gik, jeg manglede ikke meget på min læreruddannelse og derfor fik vi dreng nummer to. Hold kæft det var hårdt og min verden faldt sammen uden jeg opdagede det. Min mand ville læse videre, så 14 dage efter jeg havde født, skulle der skrives eksamener, bachelor, ansøgninger samtidig med jeg havde begge mine børn hjemme. Fordi jeg er jo supermor.
Jeg forsvandt. Dag for dag forsvandt jeg. Jeg blev ked af det. Sur. Indelukket
Alt var ligegyldigt.
Velkommen fødselsdepression.
Men jeg halsede efter livet. Fik skrevet eksamensoplæg, bachelor, ansøgninger og på mirakuløst vis kunne jeg kalde mig lærer på et drømmejob og stå med mit bevis i hånden. Stadig med store, indre smerter.
Min lykke forsvandt stille og rolig og tilbage var et liv med kaos. Et liv med råben dagligt. Et liv, man proppede med alle mulige ting, fordi det måtte da gøre en lykkelig. Et liv med børn, der lidt efter lidt fik samme blik i øjet som en selv. Et liv med dårlig samvittighed. Fordi udenpå troede alle, mit liv var fedt. Mange kunne jo se, jeg havde det gode job, var godt gift og mine drenge var fantastiske. Hold kæft man er god til at lyve, hva?
Jeg kunne lyve i et år mere - dog blev råb, skrig og gråd dagligdag for både mand og børn. Og til sidst også for kollegaer - og endda også elever en enkelt gang. Men en dag i september brast det hele sammen og jeg kunne ikke spille mere. Kom i råberi med en kollega og jeg er stadig den dag i dag meget forvirret omkring hvordan og hvorledes. Jeg kan faktisk ikke huske så meget fra mit liv andet end følelsen af at være indelukket. Jeg var spærret inde i mig selv og uanset hvor meget jeg råbte, så var det en anden, der havde overtaget min krop - og hvorfor var det ingen så det?
Mit andet år som lærer gik. Skrigeriet blev erstattet med daglig gråd. Min mindste søn reagerede ved at ignorere. Leve inde i sig selv. Jeg overlevede reaktionen ved at være sikke på, han var syg. Han måtte have autistiske træk. Sikke en gang mundlort. Hvad man ikke bilder sig selv ind, for at overleve.
Endelig vender lykken. 2 streger på en test - lykken brister da en SA sker 8 uger senere. Jeg halser stadig efter, for at følge med livet uden at ødelægge for meget. For meget af mine kære - for meget af mig selv.
Lykken vender igen, og 15. marts 2014 går jeg på barsel, velvidende at jeg er i stykker. Jeg skal heles og har følelsen af, jeg skal tilgives af mine børn. Familien skal samles.
Men nu har jeg ro. Stilhed før stormen.
Magda kommer til verden i midten af maj. En lykkens dag. Familien er komplet. Men jeg græder stadig. Jeg har fået det bedre, men jeg heler ikke. Jeg tillader ikke mig selv at tilgive mig selv. Jeg ser frem til en barsel, hvor jeg kan samle familien igen. Forhåbentlig blive hel igen.
Nu kommer reaktionen fra den store dreng. Ingen lyst til skole, kaster op. Øv en oplevelse at sidde med, når skolestart nu skulle være noget fantastisk - en glæde. Jeg sidder igen med tanken om, at jeg har ødelagt mine børn. Fødselsdepression fra helvede - fuck af med dig! Jeg holder min dreng hjemme et år mere. For at give ham ro.
Beslutningen giver mig ro i maven. Giver mig fred. Glæde over at kunne få det liv tilbage, som jeg havde for 5 år siden. Give ham den gamle mor tilbage.
Og lidt efter lidt bliver livet fedt igen. Jeg smiler - af lykkelige stunder. Men min samvittighed nager mig stadig - fordi min mindste søn reagerer stadig. Konsekvensen er, han undersøges for autisme. Jeg sætter alt igang. Ikke en eneste gang endnu tænker jeg over, at dette kunne være min skyld. At han måske har følt et svigt over hvor skidt jeg har haft det. Kom igen Sofie. Kig nu indad.
September begynder og nu er det 2 år siden jeg virkelig fik en hverdag med konstant gråd. Det går op for mig, at min søn måske aldrig helt har oplevet en glad mor. En mor med overskud. Jeg spiller godt skuespil - men lige pludselig går det op for mig, at man ikke kan spille lykkelig overfor folk, der kender en, og selvom han kun er et barn, så kender han mig. Han har levet i mig og han ved, hvornår jeg er nærværende. Det er jeg ikke nu.
Jeg tager konsekvensen. Gør undersøgelserne færdig - for hans skyld, fordi hvis reaktionen har sat sig i ham, har jeg brug for redskaber. Men han er en sund dreng. En autisme-fri dreng. Han er bare en dreng, som savner. En dreng, der har så stort et savn til sin mor, at han har trukket sig fra mig. Slet ikke har villet have samhørighed med mig. Det gør ondt. Men det skal reddes.
Jeg trækker ham ud af børnehaven. Jeg har det bedre. Siden Magda er kommet til verden har min hjerne fået lov til at reflektere over de sidste fem år af mit liv. Har givet anledning til en masse samtaler ved lægen omkring min uopdagede reaktion. 5 år har denne reaktion taget af mit liv - men nu smiler jeg. Min dreng bliver mere og mere glad for tanken om skole. Min mindste søn krammer mig dagligt og fortæller mig ofte, hvor meget han elsker mig. Nu kysser ham min mund og ikke mit knæ. Nu har han øjenkontakt med mig. Nu har jeg børn, der leger sammen og ikke skændtes. Jo - men så er det om hvis skylanders der er hvis.
Jeg har fået mit liv tilbage. Jeg har lært en masse om mig selv. Om mine grænser. Om mine reflektioner til handlinger, jeg ikke tackler på en givende måde. Jeg har lært, hvornår stressen kommer snigende - og vigtigst af alt, hvad jeg gør for at ændre det positivt. Jeg har lært, hvad der er vigtigt:
Lykke kommer ikke af ting, du propper i dit liv. Det kommer indefra. Det kommer fra mennesker, der elsker dig og holder fast i dag. Lykken kommer, når du tager de beslutninger, som gør dig glad.
Jeg skriver dette, fordi det godt kan virke som om, jeg er en pige fuld af undskyldninger. Det er jeg ikke. Men jeg er en pige, som ikke har været sig selv. Som har brugt energien forkert.
Så en opfordring skal lyde til dig, der læser. I stedet for at proppe dit liv med ting. Så fyld det med mennesker og oplevelser med dem. Brug tiden på kærlighed og venskaber. Og sidder du og "smiler", så er det ikke for sent at redde forhold til de mennesker, du holder af og som virkelig holder af dig. De kæmper for dig, selvom du tror, det er for sent.
Jeg har aldrig haft det bedre - seriøst. Mine børn har aldrig haft det bedre og meget af dette kan jeg takke min mand for. Tak, Stefan. Tak Aron, Hubert og Magda. Mit liv.
Nærvær = VÆR NÆR!
Tak fordi du læste med.
Vil slutte af med billeder, vi valgte at tage, for at fejre, vi har det godt!





Kommentarer
Send en kommentar